|
'Mad i bevægelse' arbejder på flere måder med at skabe flere og sunde madprodukter, der er velegnede til sportshalscafeterier.
For det første har vi i samarbejde med en frugt og grønt leverandør lavet et Stævnesnack koncept. Ideen er, at forældre sælger udskåret frugt og grønt ud til børn og unge ved idrætsstævner. Dette er en måde at opfordre børnene til at spise sundt samtidig med, at der tjenes penge til foreningen.
For det andet har vi i samarbejde med fem store cateringproducenter udviklet Move'n eat produkter, der kan konkurrere med parisertoast og ristede hotdog, og som har en bedre sundhedsmæssig profil.
For det tredje har vi udviklet opskrifter, der er beregnet til børn og unge - og som er blevet testet hos børn og unge i idrætsverdenen.
For det fjerde forsøger vi at følge med i udbuddet af nye produkter, der kan være attraktive for børn og unge i idrætsverdenen, og som samtidig er sunde. De nye produkter vil blive beskrevet på hjemmesiden til inspiration for foreninger og cafeterier.
For det femte har vi udarbejdet en række forslag til hvordan kommuner og forpagtere aktivt kan sætte sund kost på dagsordenen, ved at lade det indgå som definerede krav i forpagtningsaftalerne. Med økonomisk støtte fra kommunerne, kan forpagtere rundt om i landet opnå en økonomisk gevinst ved at sælge sund mad.
|